• Begejstringen lader vente på sig for Novo Nordisk

    Source: BDK Finans / 07 Aug 2024 11:55:44   America/New_York

    En opjustering af forventningerne for resten af året fra Novo Nordisk har ikke været nok til at overbevise investorerne. Medicinalgigantens aktie lukker onsdag i minus 6,7 procent. Dermed placerer Novo Nordisk sig helt i bund i det danske C25-indeks. Det sker, på trods af at selskabet onsdag præsenterede sit halvårsregnskab, der viser, at salget i andet kvartal er vokset med 25 procent til 68 milliarder kroner. Novo Nordisk opjusterede sine forventninger til året som helhed efter den tårnhøje vækst i årets første seks måneder. Nu ventes en omsætningsvækst i 2024 på mellem 22 og 28 procent i lokal valuta. Tidligere hed intervallet 19-27 procent. Det er de populære midler Ozempic og Wegovy, som bruges i behandling mod henholdsvis diabetes og fedme, der giver Novo Nordisk vokseværk. Opjusteringen af forventningerne har dog ikke været nok for investorerne. Det kan skyldes, at når Ozempic og Wegovy, som er udset til at skulle drive væksten, ikke lever op til forventningerne, skaber det usikkerhed. Det vurderer Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank. Novo Nordisk skuffede i andet kvartal med Wegovy, der kun nåede et salg på 11,7 milliarder kroner, hvor der var ventet et salg på 13,5 milliarder kroner. Det skuffende salg skyldes ifølge MarketWire delvist en ekstra rabatgivning i perioden. Medicinalgiganten skuffede også med salget af Ozempic, der nåede 28,9 milliarder kroner mod ventet 29,8 milliarder. Finansdirektør i Novo Nordisk, Karsten Munk Knudsen, siger til Finans, at det er "en speciel følelse", at investorerne straffer aktien trods et rekordregnskab og en opjustering. - Det er selvfølgelig en feedback til os om, hvordan kapitalmarkedet ser vores performance. Men reaktionen får os ikke til at ændre på, hvordan vi driver virksomheden, siger han til Finans. Samlet lukkede C25-indekset onsdag i grønt med en stigning på 0,7 procent. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/begejstringen-lader-vente-paa-sig-for-novo-nordisk
Share on,